HVOR GÅR GRÆNSEN
VVS installationer
Alle må skifte pakninger, ordne cisterner, udlufte centralvarmen m.m. Grænsen for, hvad man selv må, og hvad man skal have en autoriseret VVS-installatør til, går ved kuglehanen. Det er helt i orden selv at skifte vask og toilet - hvis det er af samme type. Det er forbudt at ændre på eksisterende installationer. Det er kun tilladt at bruge VA-godkendte komponenter. Tænk dig om, fejl kan blive meget bekostelige. Pas på med komponentvalg. Forkert rækkefølge af metaltyper kan medføre korrosion. Motioner de bevægelige dele (ventiler, afbrydere m.m.) så er du sikker på, at det virker.
Gas installationer
Alt arbejde med gas er autoriseret område. Det siger loven - uanset om det drejer sig om nye installationer eller reparation af eksisterende gasinstallation.
Afløbs installationer
Alt afløbsarbejde er autoriseret arbejde. Det siger loven - uanset om det drejer sig om nye installationer eller reparation af eksisterende afløbsinstallationer.
Der er dog enkelte undtagelser.
Eks.: Ved udskiftning af toilet, hvor gammel og nyt toilet har samme tilslutning og der ikke kræves ændringer på installationen.
Kloak installationer
Alt kloakarbejde er autoriseret arbejde. Det siger loven - uanset om det drejer sig om nye installationer eller reparation af eksisterende kloakker. Eneste undtagelse er etablering af faskiner.
Ved at benytte en autoriseret kloakmester sikres et helt og velfungerende kloaknet, hvilket er altafgørende for et lands hygiejne og sundhed.
Forbrugerne vil jævnligt støde på firmaer, der tilbyder at udføre kloakarbejde uden at være i besiddelse af den lovpligtige autorisation. Vi opfordrer derfor forbrugerne til - inden man indgår aftale om udførelse af kloakarbejde - at bede virksomheden om dokumentation for, at den er autoriseret og arbejder efter det lovpligtige kvalitetsstyringssystem.
Det er bygherrens/husejerens ansvar, at loven bliver overholdt. Ved at benytte en autoriseret kloakmester påtager kloakmesteren sig ansvaret for, at kloakarbejdet udføres korrekt, at installationen er i forsvarlig stand og at de nødvendige tilladelser er på plads.
Faskiner
Den eneste form for kloakarbejde, som husejeren selv må udføre, er etablering af en faskine med tilhørende ledninger til bortledning af regnvand fra tage. Kommunen skal give tilladelse, og husejeren er selv ansvarlig for, at arbejdet udføres efter de gældende forskrifter i Bygningsreglementet.